Stikkordarkiv: Kulturdepartementet

R-notat

Tidlegare kollegaer i Kulturdepartementet vil kanskje hoppa i stolen dersom dei skulle koma til å sjå overskrifta på denne teksten. Dei vil kanskje tenkja at no har gamle Velure begynt å surra og gløymt at r-notat, eller regjeringsnotat som er det fulle namnet, er mellom det mest løyndomsfulle for ei kvar regjering. R-notata er vedtaksgrunnlaget for dei sakene som ei samla regjering skal drøfta og konkludera i. Det vert behandla mange r-notat på kvar einaste regjeringskonferanse. R-notat snakkar ein ikkje om, kort og godt. Kvar gong det er regjeringsskifte, vert alle r-notat frå den utgåande regjeringa pakka saman og sende til Riksarkivet. Den nye regeringa skal ikkje ha innsyn i kva utgåande regjering har tenkt og meint i ulike saker.

Tidlegare kollegaer kan ta det med ro; teksten min er fyrst og fremst ei omtale av kor avgjerande viktig det er med strukturert saksframstilling. Arbeid med r-notat nyttar eg som døme. Det er strenge reglar for korleis eit r-notat skal skrivast. Det skal ikkje vera lenger enn to A4-sider med 11 punkt skrift. Det er fast struktur for korleis eit r-notat skal byggjast opp med tanke på at ei sak skal vera enkel å setja seg inn i. R-notatet skal alltid innehalda forslag til konklusjon, som i praksis inneber ei kort og konsis oppsummering av saka og det som skal gjerast for å følgja opp. Med to sider til disposisjon får byråkratane skikkeleg trening i å konsentrera seg om det som er vesentleg. Det vert mange interne rundar i departementet før embetsverket og politikarane er nøgde med det som står på dei to sidene. Deretter skal eit utkast til r-notat på høyring til relevante departement, av og til alle departementa. Høyringsfristen er berre nokre dagar. Ikkje sjeldan har andre departement merknader, av og til so kritiske at det kjem krav om at merknaden skal innarbeidast i det det endelege r-notat som skal behandlast i regjeringskonferansen. Fagdepartementa er spesielt opptekne av merknadene frå Finansdepartementet. Folka der har ei utruleg evne til å finna punkt i saksframstillinga som kan føra til auka utgifter på statsbudsjettet, og då slår dei til med hard hand og kvass penn. Merknader frå Finansdepartementet må ofte førast inn i det endelege r-notatet, og då må fagstatsråden kjempa for saka si i samla regjering i von om å vinna fram.

Når eg les saksframstillingar i andre samanhengar, både i kommunale dokument og artiklar i pressa, tenkjer eg stundom at her hadde skribenten hatt godt av litt kursing i å skriva r-notat. Det er snakk om å velja ord med omhu, sortera ut det som viktig frå det som er mindre viktig. Språkføringa må vera kort og konsis, og utanforståande må kunna forstå innhald og logikk i ei sak. Å arbeida med r-notat er skikkeleg tekstmassasje. Dei fyrste utkasta er ofte ein del lengre enn to sider. Då gjeld det å luka ut unødvendige setningar og ord, finna formuleringar som ikkje kan mistydast eller på annan måte øydeleggja for den saka som skal presenterast. Ikkje rart at fagstatsrådane legg mykje arbeid i å få laga so gode r-notat som mogeleg. Lagnaden til mange saker kan stundom vera avhengig av kvaliteten på r-notatet.

Ei lita r-notat-hending vil eg likevel dela med meg. Kvar gong det skal leggjast fram ei stortingsmelding, skal saka presenterast i regjeringa i eit r-notat. Det høyrer med til unntaka at stortingsmeldingar seier noko konkret om økonomisk satsing på eit felt. Meldingar skal presentera ein analyse av tilstanden og peika ut ei retning for utviklinga regjeringa ynskjer. Konkrete økonomiske konsekvensar skal i hovudsak presenterast i det årlege statsbudsjettet. For fleire år sidan ville ein fagstatsråd likevel ta sjansen på å presentera eit konkret, økonomisk satsingsopplegg i ei stortingsmelding og argumenterte for det i r-notatet. Finansdepartementet protesterte sjølvsagt sterkt, slik dei alltid gjer i slike saker. Stor var difor både undring og glede i fagdepartementet då statsråden kom attende frå regjeringskonferansen med fullt gjennomslag for sitt syn. Det er unødvendig å seia at nett den stortingsmeldinga vart umåteleg populær, om enn ikkje i Finansdepartementet.

Blogglistenhits

Ufrivillig samtale

Kanskje er du eit slikt menneske som er flink til å småprata med ukjende personar, folk du vert sitjande saman med på tog, buss og fly, kanskje til og med i ein heis. Du er smilande og venleg, snakkar utan problem om vêret, om noko du opplevde ved frukosten eller andre detaljar som du krydrar samtala med for å skapa ei god stund i lag med ukjende personar. Er du ein slik person, inviterer eg deg til å halda kurs for meg. Slike gonger er eg nemleg ein skikkeleg tasaleist. Eg er hjelpelaus og ukomfortabel i situasjonar der eg sit saman med ukjende personar, og dei prøver å starta ei samtale som om me har kjent kvarandre i mange år. På stakkato vis støyter eg einstavingsorda ut or munnen, medan eg klistrar ein stiv smil i ansiktet. Stundom må eg ta meg saman for ikkje å verka direkte uvenleg. Eg undrar på kvifor ikkje alle personar har ei utedør, slik som eg har i slike situasjonar. Med beste vilje prøver eg å forstå at for somme er det heilt naturleg å leva i eit hus med berre opne vindaugsflater og i tillegg ha ljoskastarar frå utsida.

Som togpendlar i fleire år hende det av og til at eg vart sitjande ved sida av venlege og pratsame personar. Slik som den gongen eg vart sitjande ved sida av ei dame som utan vidare begynte å fortelja om dotter si. Ho var so dårleg på å velja kjærastar. Det vart problem etter kort tid. Tydelegvis hadde dottera opplevt eit traumatisk brot heilt nyleg, og mora ville absolutt innvia meg i dei triste detaljane. Eg kjende med heile meg at dette hadde eg absolutt inga interesse av å vita. Eg vart stivare og stivare i maska og ropte nesten høgt av glede då mobiltelefonen min ringde og eg kunne flykta unna dei dramatiske kjæresteridetaljane. Heldigvis gjekk dama av på neste stasjon.

Då var det faktisk enklare å handtera den berusa karen som hadde drukke seg til mot, eller som hadde feira eit eller anna. I alle fall var han prega av høgt alkoholinntak. Han mumla noko om at no kom han til å få dugeleg med kjeft når han kom heim. So vende han seg mot meg, tok mål av meg med augo, lente seg over og undra på kor langt eg skulle. På ein høfleg måte sa eg at eg skulle til endestasjonen, Lillehammer. Deretter vart det fullt forhøyr om kva eg arbeidde med. Eg prøvde meg med eit generelt svar om at eg var i eit departement, men karen skulle ha full arbeidsadresse. Då eg sa eg arbeidde i Kulturdepartementet, vart det stille. Det kom ein grytande kommentar om at det er mykje rart ein skal bruka skattepengane på. Dermed var eg uinteressant og resten av togturen gjekk for seg på fredeleg vis. Etterkvart tok han seg ein skikkeleg lur, slik togpendlarar skal gjera.

No skal det seiast at dei fleste togturane vart eg sitjande ved sida av personar som likna meg; dei heldt munn og var opptekne av å vera usynlege. Etter alt å døma må eg ha svært sære interesser, og det gjer det nærast statistisk umogeleg å møta ein ukjend person på toget og koma lett i prat med vedkomande. Hadde han/ho teke opp ein samtaletråd om slåttespel på nedstilt bass i Hardanger, kunne det ha vorte ei triveleg stund. Eller hadde han eller ho starta ei samtale om kvifor kulturlivet i Tyskland bråkar og går i protesttog mot dei pågåande TISA- og TTIP-forhandlingane, medan kulturlivet i Noreg tilsynelatande knapt veit kva det dreier seg om, ja, då kunne det ha vorte  ei interessant samtale. Sannsynlegvis ville togturen ha vorte for kort. Med statistikken i mot meg er nok konklusjonen klår som sota glas: eg treng eit kurs i å småprata med ukjende personar, korkje meir eller mindre.